23948sdkhjf

Kommunen sendte ham i Føtex: Nu er han chef i selv samme butik

På Vesterbrogade i København ligger den første Føtex, som ikke var brofast med Jylland. Stort set alle på Vesterbro har et forhold til bygningen, som tidligere husede Havemanns Stormagasin.

Også varehuschef Frederik Krohn.

Han var med egne ord ung og ugidelig efter gymnasiet og blev af kommunen sendt ned på jobcentret, der henviste ham til den lokale Føtex. Med tilskud fra kommunen begyndte han at sortere flasker i den butik, som han i dag er øverste chef for.

- Gymnasiet var virkelig kedeligt for mig. Jeg hadede at sidde stille. I Føtex kom jeg ud blandt mennesker, fik ansvar og prøvede kræfter med købmandskab. Det var spændende. Og muligheden for at avancere er nok det, der har drevet mig mest, siger Frederik Krohn.

Rockere og fine fruer

Han har haft adskillige stillinger i Føtex, men de seneste fem år som chef for varehuset på Vesterbrogade. I en bygning med historie og sjæl, der sjældent har under 5.000 kunder på en dag.

- Vi har alt fra narkomaner til rockere og fine Frederiksberg-fruer som kunder. Hver dag. Som varehuschef skal du være god til at omgås alle typer mennesker og kunne håndtere et hav af forskellige situationer, siger Frederik Krohn.

Han er lige fyldt 40 år, og skoletrætheden ligger efterhånden langt tilbage. I sommer blev Frederik Krohn færdig med en HD i økonomi og regnskab på CBS. Og han er ikke færdig med at udvikle sig – hverken personligt eller fagligt.

- Jeg har både fremtidsdrømme og visioner om at skulle noget mere. Men jeg er også virkelig glad for mit job. Jeg har fantastiske kunder og et fantastisk varehus, siger Frederik Krohn.

Chef med fart på

Vesterbro er kendt som en hip bydel med mange trendbevidste beboere. Derfor skal Føtex på Vesterbrogade ifølge chefen gerne være first mover – særligt på varesortimentet.

- Jeg kan godt lide, at der er fart på, og at mit team er indstillet på at løbe stærkt og være lidt federe og vildere end andre i Føtex, siger Frederik Krohn.

Som leder prøver Frederik Krohn at udgyde tillid og give plads til, at hans ansatte kan udvikle sig.

- Jeg går især op i, at vi udvikler vores elever, som vi har cirka 10 af hele tiden. Vi har haft god succes med at uddanne fremtidige chefer, og det gør mig stolt. Det er en skøn måde at arbejde med mennesker på, siger Frederik Krohn.

Føtex på Vesterbrogade åbnede i 1977.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093